Mange unge med psykisk sygdom kommer i klemme i systemet, fordi sagsbehandlerne i jobcentrene har for lidt faglig viden. Jobcenter København har et afklaringstilbud til de unge, hvor man behandler deres sager hurtigt og kompetent.
Psykolog Anne Cathrine Bomann arbejder i en særlig enhed i Jobcenter København, hvor man hjælper med at udrede unge med psykisk sårbarhed. Da hun havde arbejdet nogen tid i kommunen, begyndte hun at se et mønster:
”Jeg opdagede, at folk i systemet, især de socialfaglige medarbejdere, ved skræmmende lidt om psykiske sygdomme. Jeg syntes, det var synd, at disse syge unge blev sendt ud i praktikker, uden at nogen vidste, hvad de fejlede, og så gik det jo bare galt for dem igen og igen. Nogle af dem havde været ti år i systemet, uden at det var lykkedes dem at komme videre. Men man skal jo slet ikke være på kontanthjælp så længe, man skal jo visiteres videre til fleksjob eller ressourceforløb,” siger hun.
Ifølge Anne Cathrine Bomann er problemet, at de socialfaglige medarbejdere har et snævert fokus på at få de unge i job. Hun mener modsat, at de unges sygdom står i vejen og skal afklares først. Det sker i hendes enhed, og hun ser en positiv tendens til, at flere unge kommer omkring denne afdeling allerede tidligt i processen. Og det er vigtigt for at skabe resultater:
”De socialfaglige medarbejdere forstår ofte ikke de udtalelser, de får fra speciallægerne. Så vores rolle er i høj grad blevet, at vi skal ”oversætte” for dem. Vi laver også funktionsudredningsrapporter. Jeg synes, det er mærkeligt, at vi ikke taler mere sammen på tværs og udnytter hinandens viden, altså psykiatrien og jobcentrene. Det er svært at forstå, at man sidder med en erklæring fra speciallægen, der udtaler, at en given borger max kan arbejde to timer om ugen, og hun så bliver sendt ud i 10-15 timers praktik af jobcenteret.”
Det er Anne Cathrine Bomanns opfattelse, at man har rykket meget socialarbejde over i beskæftigelsesdelen. Alle skal bare i arbejde, og derfor er der en gruppe mennesker, som medarbejderne i jobcentrene ikke er uddannede til at tage hånd om. Øverst i systemet mangler der en bevidsthed om, hvor vigtigt det er at tale sammen på tværs:
”Jeg tror på sagssparring og supervision og efteruddannelse. Som det er nu, er det nærmest op til patienten selv at formidle det, der er behov for. Og det er jo et stort krav at stille, når de i forvejen har det svært, ” som hun siger.
Der er ingen tvivl om, det er et must at vide noget om psykiske lidelser for at arbejde kvalificeret med de sårbare unge. Men medarbejderne skal opleve, at denne viden formidles på en vigtig og nærværende måde:
”Vi må fortælle medarbejderne, hvad de psykiske sygdomme går ud på, så de kan lære tegnene at kende og få at vide, spørgsmål, de fx kan stille. Jeg har selv for nylig skrevet bogen ”En ud af hundrede”, som handler om tidlige tegn på skizofreni blandt unge. Den indeholder værktøjer og råd specielt rettet mod dem, der arbejder socialfagligt med sårbare mennesker. Det er mit håb, at den vil give noget hands-on viden ude i jobcentrene og være med til at kvalificere og støtte dette vigtige arbejde, til gavn for de unge men også samfundet, ”slutter Anne Cathrine Bomann.