Der må gøres en ekstra indsats for, at psykisk sårbare kommer i arbejde. Alt for mange står udenfor, og det er på høje tid, at der bliver gjort noget ved den sag. Det mener Søren Carøe, som i 2009 var med til at etablere Rådet for Psykisk Sårbare på Arbejdsmarkedet.
Søren Carøe er formand for Rådet for Psykisk Sårbare på Arbejdsmarkedet, der har 18 medlemmer, og som er en frivillig forening, uafhængig tænketank og NGO, der arbejder for, at psykisk sårbare får bedre muligheder for at opnå eller bevare et job.
Rådet er stiftet ud fra et ønske om at etablere et forum for erfaringsudveksling, videndeling og ikke mindst handling, når det drejer sig om at forstærke relationen mellem mennesker med psykosociale handicap og arbejdsmarkedet. Initiativet skal ses på baggrund af, at flere og flere ellers raske og velfungerende mennesker i erhverv oplever et psykisk nedbrud med alt, hvad det medfører af stigende sygefravær, større udgifter til sygedagpenge for ikke at nævne store menneskelige omkostninger.
”Det kan ramme os alle at få psykiske problemer”, siger Søren Carøe, der har en samfundsvidenskabelig baggrund, og som blandt andet har været kommunaldirektør. Han har også arbejdet på beskæftigelsesområdet, hvor han især har interesseret sig for udsatte grupper.
I starten drejede det sig udelukkende om mennesker med fysiske handicap. Da han blev opfordret til også at gøre noget for mennesker med psykiske lidelser, tøvede han, fordi han mente, at det ville være vanskeligt at bygge bro til arbejdsmarkedet for denne gruppe:
”Jeg kom til at tænke på patienterne på statshospitalet i Stege på Møn, hvor jeg voksede op i 1950’erne. De var et dagligt syn i bybilledet, hvor de gik tur i en lang række med en plejer foran og en plejer bagved. Patienterne virkede sløve, formentlig fordi de var stærkt medicineret, så det var svært at forestille sig dem passe et job. Men jeg fandt jo ud af, at der er sket en del siden min barndom, også hvad angår behandling af mennesker med psykiske udfordringer. Derfor gik vi i gang med at undersøge mulighederne for at skabe plads på arbejdsmarkedet for psykisk sårbare med og uden en diagnose”, siger Søren Carøe.
Han fortæller videre, at Rådet for Psykisk Sårbare på Arbejdsmarkedet udelukkende fokuserer på relationen mellem psykisk sårbare og arbejdsmarkedet. Rådet er derfor sammensat, så medlemmerne repræsenterer et bredt udsnit af erhverv og uddannelser. Kompetenceprofilen er tværfaglig og afspejler dybtgående viden om beskæftigelses- og handicappolitik, social- og sundhedspolitik, behandlings- og socialpsykiatri samt virksomhedsledelse og kommunikation.
Rådet for Psykisk Sårbare på Arbejdsmarkedet er godkendt som høringsberettiget af Beskæftigelsesministeriet, Finansministeriet, Justitsministeriet, Social-, Bolig- og Ældreministeriet samt Udlændinge- og Integrationsministeriet. I 2017 blev foreningen optaget som medlem af Rådet for Menneskerettigheder.
Det er en hovedopgave at udvikle og formidle viden om relationen mellem psykisk sårbare og arbejdsmarkedet, og den viden får man ved at gennemføre projekter. Rådet for Psykisk Sårbare på Arbejdsmarkedet er altså en udviklings- og ikke en driftsorganisation, som kræver ressourcer i en helt anden størrelsesorden.
En primær målgruppe er naturligvis mennesker med psykiske problemer, men man kan ikke hjælpe dem, medmindre de selv oprigtigt ønsker at ændre deres livssituation, for eksempel i kraft af et arbejde.
På spørgsmålet om, hvorfor det kan være svært for mennesker med psykiske lidelser at komme i arbejde eller bevare tilknytningen til en virksomhed, svarer Søren Carøe:
”Det skyldes ofte uvidenhed om den måde, som psykiske lidelser kommer til udtryk på. Det kan også have betydning, at man ikke kan se på et andet menneske, om han eller hun er psykisk sårbar. Endelig er psykisk sygdom en tilstand, der kommer og går.”
Han fortæller ligeledes, at det skal komme fra toppen af en virksomhed, om man virkelig ønsker at ansætte mennesker med psykiske udfordringer. Det er en beslutning, der skal indlejres i kulturen, og det er tidskrævende. Det er nemt nok at skrive i en personalepolitik, at man er rummelig, men det kræver en vedvarende indsats at integrere rummeligheden i dagligdagen.
Ifølge Søren Carøe er det en etisk fordring at inkludere sårbare mennesker i et arbejdsfællesskab. Det har en værdi i sig selv at være del af et fællesskab. Ud fra en samfundsøkonomisk synsvinkel er det også nødvendigt – for vi har ikke råd til at lade være. Og så kan det have betydning, at mangfoldighed kan reducere sygefravær og bane vej for utraditionelle løsninger.
”Ja, der er mange fordele ved at beskæftige mennesker med psykiske udfordringer”, slutter Søren Carøe.