Hvorfor er det så svært at finde nye hænder til psykiatrien?

Vi hører om det overalt, sundhedsvæsenet er presset, der er for få ressourcer og for lidt personale, og problemet forsvinder nok desværre ikke i fremtiden, ikke mindst fordi antallet af ældre vokser.

Nu er mit fokus jo i overvejende grad det psykiatriske system, og hvordan det står til der, og efter hvad jeg hører, kan man i hvert fald godt være med, når det handler om personalemangel. Det, jeg har erfaret, er, at det blandt andet er en stor udfordring, at de yngre og nyuddannede læger simpelt hen fravælger at arbejde i psykiatrien. 

I Distriktspsykiatrien, hvor jeg er kommet i mange år, har man således haft en ledig stilling som psykiater i vældig lang tid, vist nok over et år, og der er, så vidt jeg har hørt, ikke udsigt til, den bliver besat foreløbig, for som min kontaktperson siger: ”Der er ingen af de nye, der gider arbejde i psykiatrien, og det forstår jeg jo ikke.” For mig personligt betyder det så ikke det helt store lige nu, da jeg heldigvis har det så godt pt, at jeg ikke behøver have så meget regelmæssig kontakt til den psykiater, der har været i ambulatoriet i mange år, og som nu har voldsomt meget at se til, fordi hun er ene på posten. Men det er måske ikke så sjovt for den, der skal varetage to stillinger og for de patienter, der har mere brug for kvalificeret lægehjælp.

Og jeg hører det også fra andre psykiatriske medarbejdere andre steder, det er super svært at overbevise de yngre kræfter om, at det kan være spændende at uddanne sig til psykiater, og at de psykiatriske afdelinger er attraktive arbejdspladser. 

Så er det, man kan spørge sig selv, hvorfor er det endt sådan? Betragtes psykiatrien som et lavprestige område, og kan det eventuelt hænge sammen med, at psykisk sygdom stadig er omgærdet af tabu, fordomme og uvidenhed, så respekten for faget er for lille? Er det for presset, er ressourcerne for få? Opleves udviklings- og karrieremulighederne inden for feltet som for dårlige? Er arbejdsvilkårene utilstrækkelige og systemet for utidssvarende og udsat for for lidt bevågenhed?

Jeg skal skynde mig at sige, at dette kun er strøtanker og gisninger, dybest set ved jeg det jo ikke. Men det jeg ved, er, at jeg godt kunne ønske mig, at det vendte, så de mange dygtige mennesker i psykiatrien, der hjælper mig og andre med psykisk sygdom, får nemmere ved at finde nogle gode og kompetente kolleger. Giv sindets sygdomme en chance….