Jeg har et langt arbejdsliv bag mig, men på grund af min sygdom har en stor del af det været på særlige vilkår, i fleksjob. Derfor har jeg i alle årene været tilknyttet jobcenteret og haft forskellige sagsbehandlere. Og jeg må sige, at de alle har været super gode, søde, hjælpsomme, lydhøre, konstruktive, respektfulde, ja, jeg har kun lovord til overs for dem.
Det er desværre ikke en selvfølge at blive behandlet med værdighed, ved jeg ikke mindst fra arbejdet med denne hjemmeside, hvor jeg har læst en del om, hvordan det står til i systemet. Flere føler sig pressede og bliver derfor stressede og syge, og nogle oplever ligefrem, at man ydmyger og nedgør dem på jobcentrene. Ikke godt at høre, og det bliver jo ikke bedre af, at det jo handler om mennesker, der i forvejen er skrøbelige og udfordrede, og derfor har brug for støtte og hjælpsomhed.
Men jeg har altså været heldig. Nu er jeg så ikke længere i fleksjob. Da jeg for godt et år siden mistede mit sidste fleksjob, var der nemlig flere, blandt andet min daværende sagsbehandler, der mente, det var på tide, jeg søgte førtidspension. Det var jeg først temmelig afvisende overfor, jeg synes altid, det har været en vigtig del af min identitet at have et arbejde, men jo mere jeg snakkede med folk, jo mere kom jeg med på idéen. Jeg ville jo fortsat kunne skrive, men jeg ville undgå stress og pres, som jeg har svært ved at tåle.
Fordi jeg ikke længere var i job, skulle jeg have en ny sagsbehandler, og jeg satte hende ind i, at jeg gerne ville søge førtidspension og ikke som sædvanlig et nyt fleksjob. Det var hun åben overfor, men hun sagde også som det var, at det som regel var end lang proces, og at hun jo ikke kunne garantere noget. Og det var jo også, hvad jeg havde hørt fra andre.
Men ligesom sine forgængere viste min nye sagsbehandler sig at være et både sympatisk og dygtigt menneske. Hun lagde ud med at sige, at jeg jo fordi jeg nu var ledig, skulle overgå til ledighedsydelse og egentlig skulle man søge jobs og skrive ansøgninger for at modtage dette. Men da jeg jo ville søge førtidspension syntes hun ikke, det gav nogen mening, og hun ville derfor sørge for, at jeg blev fritaget fra dette.
Man hører ofte om, hvordan ansøgere af pension bliver presset ud i alle mulige arbejdsprøvninger, og mange føler sig stressede og mistænkeliggjort, og processen bliver hård og til tider helt umenneskelig. Sådan var mit forløb slet ikke, jeg blev hele vejen igennem behandlet med respekt og værdighed og mødt med forståelse. Da jeg lige havde haft et arbejde, mente min sagsbehandler for eksempel ikke, det var nødvendigt at sende mig i arbejdsprøvninger etc. Samtidig var hun yderst kompetent og effektiv, og fik indsamlet dokumentation, skrevet ansøgning osv, det var jo hendes ansvar at styre processen, og det blev gjort grundigt og samvittighedsfuldt.
Selvfølgelig skulle jeg også medvirke, men jeg blev i hvert fald ikke stresset og presset, tværtimod var min sagsbehandler også sød til at informere og oplyse mig, så jeg blev beroliget og tryg. Rigtig rart. Men ja, det tog da lang tid, hvilket ikke var min sagsbehandlers skyld, men fordi den slags sagsbehandling er meget langvarig. Flere spurgte mig undervejs, om jeg ikke blev stresset over at skulle vente så længe, men til det måtte jeg svare nej. Jeg vidste jo på forhånd, at det ville tage tid, men så længe jeg blev behandlet ordentligt og ikke blev udsat for alle mulige krav, havde jeg ingen grund til at klage.
Også de andre fra systemet jeg kom i kontakt med, var behagelige mennesker, og efter et år faldt afgørelsen så, og jeg har nu fået min pension. Det betyder så farvel til mange år i jobcentret og en afsked med de gode og dygtige sagsbehandlere der, som jeg har meget at takke for. ”Jeg gør bare mit arbejde,” sagde min sidste sagsbehandler, når jeg roste hende. Og det er selvfølgelig rigtigt, og jeg tænker da også, at gid alle, det havde med sårbare borgere at gøre, var ligesom hende og hendes kollegaer.