Så skete det igen. Folk omkring mig var ellers begyndt at mene, jeg aldrig ville blive ramt af alvorlig sygdom igen, at jeg ikke ville få en stor psykose, for det var adskillige år, næsten syv, siden jeg sidst havde haft sådan en størrelse og derfor havde været indlagt. Jeg var selv begyndt at tro, at det derfor var en epoke, der var forbi, og at det muligvis var de forebyggende ect-behandlinger, jeg kunne takke for det, og for at jeg heller ikke behøvede at tage medicin mere. Og ja, nogle mente at vide, at sådan en skizofreni-lidelse nogle gange forsvandt med alderen, og jeg er nu sidst i halvtredserne, så det kunne måske også godt passe.
Men så for ikke så længe siden begyndte jeg at få det dårligt, blive paranoid og psykotisk, over noget, hvis karakter jeg ikke orker beskrive nærmere. Der skete så også det, at min mobiltelefon gik fuldstændig i sort, den var bare helt død en morgen, og jeg skrev en mail til min kære søn, om han måske ville komme og se på den, det er altid ham, der ordner mine itproblemer. Han kom hurtigt, og det første, han sagde, da jeg åbnede hoveddøren, og han så mig, var: ”Hvorfor ser du sådan ud?” Han var med det samme klar over, at der var noget galt – før han overhovedet havde kigget på telefonen.
Men jeg mente imidlertid ikke, at jeg fejlede noget, jeg syntes, at alle mine tanker var den skinbarnlige virkelighed, og også at jeg så helt normal ud. Og det er desværre sådan, det ofte går – jo sygere og mere psykotisk, jeg bliver, jo sværere får jeg ved selv at se at se det. Det skaber store udfordringer og problemer for mine pårørende og gør heller ikke arbejdet lettere for de behandlere, jeg er i kontakt med. Denne gang blev livet svært for min søn, og han kom ikke på arbejde den dag. Han kunne som sagt straks se og høre på mig, at jeg var alvorligt syg, og han var også klar over, at det var op til ham at gøre noget. Heldigvis fandt han telefonnummeret på Distriktspsykiatrien i min telefon, og heldigvis kom de hjem til mig, to sygeplejersker og en læge temmelig hurtigt.
Og de var ligesom min søn af den opfattelse, at jeg var alvorligt syg og skulle indlægges på psykiatrisk hospital, en opfattelse, jeg jo så ikke selv delte, så jeg sagde nej. Det gjorde så sagen noget vanskeligere, da jeg så skulle tvangsindlægges. Det har jeg prøvet et par gange før, og jeg tror, det foregik på samme måde. Der kommer et par politibetjente ud, og da jeg modsatte mig fysisk, fik jeg at vide, at hvis jeg ikke fulgte med frivilligt, ville jeg komme i håndjern, og så kunne jeg pludselig godt følge med betjentene i ambulancen.
I første omgang gik turen til Bispebjerg Hospital. De tre eller fire dage, jeg var indlagt der, tilbragte jeg i sengen, og jeg spiste ikke, og drak kun minimalt. Derefter blev jeg så overført til den lukkede afdeling på Frederiksberg Hospital, som er der, hvor jeg har været mange gange før. Og som læsere af denne blog ved, har det aldrig været et sted, jeg har længtes tilbage, men er derimod forbundet med utrolig mange ubehagelige minder og ubehag. Dette skyldes selvfølgelig meget, at jeg har været så syg under mine ophold, men jeg vil nu påstå, at personalets måde at håndtere det også havde en finger med i spillet. Jeg havde ingen forventninger om at blive mødt med forståelse og empati.
Men mine negative forventninger blev faktisk gjort til skamme. Alt personale, både sygeplejersker og læger, viste sig denne gang at være vældig indlevende og lyttende. Hvor jeg før husker, at de ansatte ofte sad bag en låst dør og holdt møde, engagerede man sig nu i os indlagte, jeg synes simpelt hen godt, man kan tale om en kulturændring. Jeg kan måske illustrere det med et eksempel. Min søn og hans kæreste havde længe, i langt over et år, planlagt, at de skulle giftes, og det havde jeg glædet mig utrolig meget til. Og det havde nu været lagt fast, hvor det skulle holdes, og kirke og fest var bestilt. Stor var min sorg da over, at det faldt sammen med min sygdom og indlæggelse. Den ledende overlæge meldte da også ud, at jeg var for syg til at deltage og ikke kunne være med. Og jeg var begyndt at acceptere det, selv om det var svært, jeg havde simpelt hen glædet mig så meget.
Men nu skete der noget. Ikke så lang tid før brylluppet skulle løbe af stabelen, var min søn og jeg til møde med overlægen. Det handlede om forskellige ting, men den forestående festlighed blev også taget op. Min søn kom nu med et forslag, nemlig at jeg kom med og blev placeret mellem min kæreste og søster, og at de så kunne køre mig tilbage til hospitalet, hvis jeg fik det dårligt. Og hvad skete der? Jo, lægen syntes faktisk, idèen var vældig god, så hun ændrede mening og gav mig lov. Det kan jeg simpelt hen ikke takke hende nok for. Jeg kom med, og det var en fantastisk dag, både i kirken og middagen og festen bagefter. Og ikke nok med, jeg deltog, jeg præsterede også at holde tale, det havde jeg ellers troet, jeg måtte droppe. Men jeg havde en skøn dag med at medvirke til at fejre det unge par, det var en kæmpe oplevelse, og jeg følte mig heller ikke specielt syg den dag.
Jeg var selvfølgelig stadig væk indlagt på hospitalet, og bagefter mærkede jeg simpelt hen så meget varm og positiv interesse, plus at personalet var oprigtigt glade for, at jeg havde været med. Og jeg fik nærmest indtryk af, at hele Frederiksberg Hospital havde hørt om min deltagelse i min søns bryllup, når jeg kom til ect-behandling spurgte narkoselægerne der også til det, osv, det var faktisk meget rørende med den opmærksomhed. Det var så måske også lidt heldigt, for i dagene efter brylluppet fik jeg lidt af et tilbagefald.
Men i det lange løb gik det nu fremad, jo så meget, at jeg til sidst kunne udskrives. Her oplevede jeg igen, at de ansatte omkring mig viste stor glæde over, at jeg var blevet rask, og jeg fik knus og søde ord med på vejen. Jeg kan ikke takke nok for denne omsorg og det varme engagement. Hvad der også havde forandret sig til det bedre, var maden, som simpelt hen var blevet mere lækker og indbydende. Selvom alt således havde forandret sig til det bedre, man lavede også meget mere med os patienter og lyttede til os, ja, så håber jeg naturligvis ikke, jeg bliver syg foreløbig, det er trods alt rarere at have det godt og være hjemme hos sig selv – og sin kat. Jeg kan sige, at jeg, mens jeg var indlagt, fik mange flere ect-behandlinger, så nu er jeg tilbage til én om ugen. Samtidig begyndte man at give mig antipsykotisk medicin, og det tager jeg fortsat, nu må jeg se, om jeg ikke kan undvære det på et tidspunkt.
Som det sidste kan jeg sige, at jeg heldigvis ikke begyndte at ryge, da jeg var på hospitalet, jeg havde ellers ofte sagt, at jeg garanteret ville starte igen, hvis jeg blev indlagt, men det gik ikke i opfyldelse, og gudsketak for det. Jeg var ikke engang fristet.