Vi ved det godt. Og der kommer løbende mere fokus på det. Vi har godt af at bevæge os. Og det fysiske og det psykiske hænger sammen. Samtidig er det også kendt, at folk med psykisk lidelse ofte dør tidligere end andre. Det kan der selvfølgelig være mange årsager til, måske lever vi for usundt, men en af grundene kan også være, at vi får rørt os for lidt. Her vil jeg godt slå et slag for et tilbud, der hedder Motionscafeen, som er for mennesker med svær psykisk sygdom og en del af en frivillig organisation, der hedder Håb i psykiatrien.
Jeg har været med, lige siden det blev startet af en fantastisk ildsjæl, Lotte, i 2019, og det er ført videre af hende og en anden ildsjæl, Louise, der ofte er hende, der leder træningen men også står for andre ting. Og derudover er der en hel række søde og engagerede frivillige, som deltager og hjælper. Man kan dyrke motion, hvor man kommer hele kroppens muskler igennem og får pulsen og energien op og slutter med en afspænding. Det er det, jeg altid medvirker til. Deltagerne har undervejs lov til at holde pause, alt er frivilligt og lagt op til ens egen beslutning, hvor meget, man vil medvirke. Andre går en tur, nogle løber, og ofte er der svømning. Der har også været arrangeret fodbold.
Men det er ikke alt. Efter træning, og uanset hvad man har medvirket til, er der frokost for alle. Den er ligesom træningen gratis, og så er den lækker, opfindsom og sund, og vi sidder der og hygger og snakker, mens vi spiser, dejligt. Og det er slet ikke fordi, snakken udelukkende skal handle om sygdom og problemer, langt fra. Men det giver alligevel tryghed og gensidig forståelse, at man ved, at de andre også har psykiske udfordringer. Der er også andre tilbud – man kan melde sig til udflugter og andre arrangementer, det er så ikke noget, jeg bruger så meget, men andre har stor glæde af det.
Der er opstået et særligt fællesskab her, og jeg synes, det er vigtigt at fremhæve, at der faktisk også er nogle unikke tilbud til os med psykisk sygdom. Man hører ofte, at der ikke bliver gjort noget, og at der ikke er nok for os syge. Og det er selvfølgelig ikke fordi, jeg synes, alt er rosenrødt på det psykiatriske område, langt fra, men der er også noget, man tænker, er ret enestående. Så tak til Lotte og Louise og alle de andre.