I mine mange år som psykiatrisk patient er jeg stødt på et hav af behandlere, og her er der en, der skiller sig ud, og det er Trude. Hun er norsk sygeplejerske og var i en årrække min faste kontaktperson i Distriktspsykiatrien, og vi sås derfor jævnligt. Og jeg havde ikke mødt hende mange gange, før jeg var klar over, at her var et helt usædvanligt menneske. Ikke bare meget dygtig og samvittighedsfuld, utrolig omsorgsfuld og empatisk, varm og forstående, og lyttende og livsklog, men også en ildsjæl, der hjælper og giver meget mere, end man egentlig kan forvente. Trude har udvist kæmpe interesse i mig som helt menneske, i min sygdom og i mit liv. Jeg kan ikke takke hende nok.
Trude gav mig på et tidligt tidspunkt sit private telefonnummer med besked om, at jeg altid var velkommen til at ringe til hende, hvis jeg havde brug for hjælp og rådgivning eller bare trængte til en snak. Og selv om jeg forhåbentlig ikke har kimet hende ned, har jeg da benyttet mig af det. Som del af min sygdom får jeg nogle gange noget paranoia i forhold til it, og her brugte Trude engang en eftermiddag sammen med mig på Falkoner Alle, hvor vi gik rundt for at finde it-forretning, der kunne undersøge min computer for virus og andre ting. En anden gang var jeg ansat på en arbejdsplads og havde igen været syg og indlagt længe, og da jeg blev udskrevet var jeg fortsat for syg til at kunne arbejde. Det blev jo ikke ved med at gå, og på et tidspunkt fik jeg et brev fra arbejdspladsen med indkaldelse til en samtale, hvor de opfordrede mig til at tage en bisidder med. ”Jeg tager med,” sagde Trude straks, og det gjorde hun, hvilket var en kæmpe hjælp og støtte.
Det var også Trude, der på et tidspunkt begyndte at mene, at jeg måske slet ikke havde den korrekte diagnose og måske derfor heller ikke fik den rigtige medicin. Hun satte derfor en større udredning i gang med en psykiater, der skulle undersøge dette. Og efter flere samtaler kom hun frem til en konklusion, der faktisk ændrede min diagnose til den, jeg har i dag. Mens jeg var så heldig at have Trude som kontaktperson, var jeg måske mindre heldig i forhold til de psykiatere, jeg havde, hvor jeg længe ikke havde nogen fast men faktisk mødte en ny til hver samtale. Det bekymrede Trude, der ikke mente, det gav mig den optimale behandling, og hun sørgede derfor for, at jeg overgik til stedets faste overlæge.
Mange af mine pårørende har jo også mødt Trude, og er store fans, fordi de også har følt sig hjulpet og støttet i stort omfang. Fx når jeg har været syg og som sædvanlig har været svær at få indlagt, så er Trude kommet hjem til mig og bistået. Når jeg er meget psykotisk, kan jeg tit blive totalt paranoid og mistænksom over for andre mennesker, men her har jeg altid som en af de få bevaret tilliden til Trude og følt mig tryg ved hende.
Jeg blev derfor ikke begejstret, da Trude for nogle år siden fortalte, at hun havde sagt sin stilling i Distriktspsykiatrien op og havde fået nyt arbejde i Rigshospitalets ect-afdeling. Men sådan er livet jo, og selvfølgelig gik det da også, men et savn var det. Så skete der jo det, at jeg forrige forår kom i ambulant ect-behandling på netop Rigshospitalet, og det blev et lykkeligt gensyn med Trude og kimen til flere gode snakke og samvær. For et stykke tid siden sagde Trude så, at hun altså godt nok havde sagt sit job op, ”men du har jo mit nummer, Kirsten”.
Nu undværer jeg så igen Trude, men hun vil altid bo i mit hjerte.