For få unge med psykiatriske diagnoser er i gang med en ungdomsuddannelse. Det viser en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Og den lave deltagelse er et problem for den enkelte og for samfundet.
Det er chefanalytiker og projektchef Mie Dalskov Pihl, der står bag undersøgelsen, og hun fortæller, at det kun er to ud af tre 18-årige med diagnoser, der er i ordinær fuldtidsuddannelse. Diagnoserne kan fx være ADHD, autisme, angst eller stress:
”De klarer sig dårligere til afgangsprøverne i grundskolen, men også de, der klarer sig godt er underrepræsenteret. Det går dårligst med de gymnasiale uddannelser og bedre med STU og produktionsskolerne. Ofte er de psykisk udfordrede senere startere, og de har brug for mere tid,” forklarer Mie Dalskov Pihl.
Det er dyrt at stå uden for uddannelse, for den enkelte og for samfundsøkonomien. Derfor er det vigtigt at investere i de unge, og der er brug for mere fleksible strukturer for at få de unge gennem uddannelserne.
Ifølge Mie Dalskov Pihl handler det at få en uddannelse om livskvalitet, glæden ved at have noget at stå op til om morgenen, og samfundets forventninger, der fylder meget:
”Det giver identitet og selvværd at have en uddannelse, det er livsmestring. Og det beviser, at du er i stand til begå dig. De unge ved, at det er vigtigt med uddannelse, men samtidig er de pressede og har svært ved at leve op til den præstationskultur, der hersker. Det kan være nødvendigt med særligt tilrettelagte uddannelser, fx autismeklasser. Men har vi de systemer, der kan hjælpe de unge på vej, eller er det et kludetæppe af små løsninger?”
Mie Dalskov Pihl pointerer, at det er vigtigt at komme i gang med uddannelserne som ung. Jo ældre, man er, jo større risiko er der for, at man ikke kommer tilbage. Men det kræver fleksibilitet at få de unge med psykiatriske diagnoser igennem en uddannelse:
”De krav, der er til almindelige unge, kan man ikke nødvendigvis sætte til de udfordrede unge. Det kan være nødvendigt at forlænge grundforløbene i erhvervsuddannelserne og yde ekstra hjælp. Samtidig kan det være svært for de unge at få en praktikplads, og her kan det være vigtigt at klæde arbejdsgiverne på – hvad gør jeg, hvis jeg ansætter en ung med diagnose? Måske skal arbejdsgiveren have støtte,” understreger Mie Dalskov Pihl.
Som nævnt ligger de gymnasiale uddannelser lavere end erhvervsuddannelserne, og her må man tage stilling til, om de unge skal i gymnasiet eller have en erhvervsuddannelse.
”Som det er nu, står 50 % som 25-årige uden uddannelse, og det er for mange. Hvordan kan vi indrette vores systemer, så man kommer tættere på målet? Det er vigtigt, at politikerne tager fat på dette område og finder ud af, hvad man skal gøre, til gavn for de unge og for samfundet,” slutter Mie Dalskov Pihl.