Spring til indhold

Systemet presser udsatte borgere alt for hårdt

Pres og kontrol skal få borgerne hurtigt ud af kontanthjælpssystemet. Men leder af Center for Social Nytænkning, Steffen Rasmussen mener, at det er udtryk for en fejlagtig menneskeopfattelse. Man bør i stedet møde borgeren med tillid og lydhørhed.

Det er Steffen Rasmussens overbevisning, at systemet fejler i sin iver efter hurtig udslusning af borgerne:

”Ofte er de sårbare borgere slet ikke parate til de aktiviteter, de presses ud i, så snart de kommer ind i beskæftigelsessystemet. Lovgivningen er baseret på et menneskesyn om, at folk kan, men ikke vil, og derfor er der sanktioner, pres og pligt til at skære i ydelserne, hvis borgeren ikke lever op til kravene,” forklarer han.

Center for Social Nytænkning, CFSN, ønsker at medvirke til udviklingen og nytænkningen af de sociale indsatser med henblik på at gøre indsatserne og lovgivningen bedre. Leder Steffen Rasmussen er overbevist om, at alle gerne vil arbejde, men ofte ikke får mulighed for det, fordi de mødes af alt for mange krav for tidligt i forløbet:

”Kommunen kan ofte være for hurtig og konsekvent i forhold til at sende borgere i aktivering, men det er mange psykisk sårbare slet ikke parate til i starten. Efter min mening burde man se på løsninger, hvor man gav folk mere tillid og mulighed for at komme sig. Da man politisk ikke er klar til kontanthjælp uden modkrav, som både har fordele og ulemper, kunne man eksempelvis se på mulighederne for at frede borgerne det første år eller lignende. Det kunne give dem plads til at arbejde med sig selv og f.eks. gå i samtaleterapi og få redskaber til at håndtere deres problemer eller komme i medicinsk behandling. Borgerne har brug for ro og bør ikke udsættes for tvang og sanktioner, som skaber frygt, angst og stress hos en gruppe, der i forvejen har det svært. Min teori er, at man derved faktisk forkorter tiden for folk på overførselsindkomster.”

Steffen Rasmussen fremhæver, at det gælder om at skabe tillid og opbygge trygge relationer mellem sagsbehandleren og borgeren, men det levner den nuværende lovgivning ikke meget rum til. Så selv om mange sagsbehandlere er empatiske og vil deres klienter det bedste, har de for lidt råderum til at omsætte de gode intentioner i praksis. Det fremmer heller ikke forholdet til borgeren, at sagsbehandleren er så presset på tiden:

”Jo flere sager, du har, jo færre hjælper du videre, fordi du ikke har ordentlig tid til at snakke med borgeren og sætte dig ind i den enkeltes specifikke situation. Og i virkeligheden er der penge at spare ved at ansætte flere sagsbehandlere. Det vidner en række forsøg med sociale investeringer i kommuner som Åbenrå, Silkeborg, Ballerup og Hjørring om. Her har man sparet adskillige millioner ved at gå nye veje og tilføre området flere ressourcer. Det kræver imidlertid, at kommunerne er villige til at vente på, at investeringerne giver overskud, og det kan jo godt tage nogle år,” forklarer Steffen Rasmussen.

Han beskriver sig selv som en social lobbyist, der stræber efter at påvirke det politiske system og dem, der tager beslutningerne, til at gå den rigtige vej. Han skriver bøger, indsamler data og underviser på bl.a. socialrådgiveruddannelserne. Grundlæggende er det lovgivningen, der skal laves om, men sagsbehandlerne kan også gøre lidt for at lette situationen for de sårbare borgere:

”Det er godt, hvis sagsbehandlerne går lige til grænsen og måske bøjer reglerne en anelse og prøver at se lidt stort på nogle af kravene, f.eks. om at føre fraværsregistrering. Det gælder om at mærke efter, om folk vil eller ikke vil, og det kan en dygtig sagsbehandler,” slutter Steffen Rasmussen.

62 tanker om “Systemet presser udsatte borgere alt for hårdt”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *