I foråret begyndte jeg at blive syg; sådan rigtig syg, ikke bare de sædvanlige hverdagsanfald men alvorligt psykotisk og paranoid. Det var ikke godt. Omgivelserne begyndte at blive bekymrede, og min kæreste snakkede om indlæggelse. Nu er hospitalsindlæggelse cirka det værste, jeg kan forestille mig. Det er simpelt hen dødens pølse at være spærret inde sammen med andre gale og deprimerede mennesker. Der er ikke noget at foretage sig, og jeg er sikker på, at jeg ville begynde at ryge igen, fordi der ikke er andet at lave, og jeg har det for dårligt til at bekymre mig om mit helbred. Det er ellers fem år siden, jeg holdt op med at ryge, ligesom det er fem år siden, jeg sidst var indlagt, hvilket er lang tid i min verden.
I dette forår havde jeg en vigtig begivenhed foran mig, nemlig at jeg skulle til Århus og være gudmor for min nieces søn. Det var mig, der skulle holde ham og det hele i kirken. Og det var noget, jeg havde glædet mig utrolig meget til. Nu begyndte det imidlertid at blive usikkert, om det kunne lade sig gøre, eller om jeg var for syg. Noget måtte ske.
Da var det, at min kæreste og jeg så småt begyndte at snakke om muligheden for ambulante elektrochokbehandlinger. Jeg har tidligere under indlæggelser fået mange elektrochok, og de har hjulpet mig ud af lige så mange psykoser. Jeg har dog også været meget kritisk over for disse behandlinger, fordi jeg synes, de påvirker hukommelsen meget. Jeg havde derfor nogle år forinden afvist forebyggende behandlinger. Men nu havde jeg det altså så dårligt og var så desperat, at jeg begyndte at blive villig til at prøve muligheden. Efter henvendelse til min psykiater i distriktspsykiatrien kom jeg så i ambulant behandling på Rigshospitalet.
Det viste sig at være en stor succes. Efter nogle behandlinger havde jeg fået det meget bedre. Så jeg kom til barnedåb – og det gik rigtig godt. Jeg er dog fortsat skrøbelig, så jeg fortsætter indtil videre behandlingerne en gang om ugen. Rammerne er optimale. Hvor jeg ved det tidligere tilbud om ambulant elektrochokbehandling på Frederiksberg Hospital skulle indlægges på hospitalet aftenen før og vente på at blive udskrevet af en læge dagen efter, kan jeg nu nøjes med at møde ind om formiddagen, snakke med en sygeplejerske efter behandlingen og så komme hjem over middag. Jeg vil ikke sige, at behandlingerne ikke påvirker min hukommelse, men jeg synes faktisk ikke, det er så slemt, som det plejer at være.
Desuden er personalet bare så søde og omsorgsfulde på Riget. Dig det gør det jo heller ikke værre, at min mangeårige kontaktperson fra distriktspsykiatrien, Trude, arbejder der nu. Så hende møder jeg tit, og det er en stor tryghed, fordi vi kender hinanden så godt. Jeg føler mig derfor i gode hænder. Som min chef siger, er det anderledes denne gang, hvor jeg selv aktivt har opsøgt behandling, i stedet for at vente til, jeg blev så dårlig, at jeg blev nødt til at blive indlagt. Og når jeg er allermest syg, mener jeg ikke selv, at jeg er det, og er sikker på, at min opfattelse af virkeligheden er den rigtige, mens andre misforstår mig. Det gør det til en kamp at få mig i behandling, og jeg er flere gange blevet tvangsindlagt. Denne gang har jeg formået stadig at have den dobbeltbevidsthed, der gør det klart for mig, at jeg var syg. Og det har medført, at jeg er modtagelig for behandling. Så når jeg ligger i sengen på Riget, vågner efter narkosen og får en dejlig kop kaffe, er jeg dybt taknemmelig. Man har et standpunkt, til man tager et nyt.