Jeg havde lige siden, jeg først var blevet syg for over 25 år siden, haft to diagnoser – depression og psykose. Som regel kaldte lægerne min sygdom for depression med psykotiske træk, andre gange har jeg dog hørt betegnelsen depressiv psykose. Jeg havde klart en tendens til over for omverdenen at fokusere på depressionen, for depressioner kender mange til, det er en gængs diagnose, som mange mennesker kommer i berøring med i løbet af livet, enten fordi de selv kommer til at lide af en eller som pårørende. Jeg havde en fornemmelse af, at depressioner var sådan lidt harmløse, modsat psykoser, som jeg ofte har oplevet folk blive lidt skræmte over, der er lidt konnotationer i retning af decideret sindssyge, og i medierne hører man om psykotiske personer som gale øksemordere eller anden form for udadreagerende, aggressiv adfærd. Mine psykoser har altid været indadvendte, men det er jo ikke sikkert, folk forstår.
For et par år siden ændrede det sig imidlertid radikalt. Min mangeårige kontaktperson i distriktspsykiatrien begyndte at stille spørgsmålstegn ved, om jeg var korrekt diagnosticeret. De anfald, jeg havde i hverdagen, hvor jeg fx oplevede at påvirke omverdenen med mit blik og skabe uorden og kaos omkring mig og følelsen af, at jeg var et ondt menneske, der skadede andre, syntes hun ikke harmonerede med depression som primær lidelse. Hun fik derfor iværksat en såkaldt udredning, en ung læge blev sat til at revurdere min sygdom.
Jeg husker, jeg var til en lang samtale med denne læge, hvor vi snakkede om mine symptomer og hvordan, jeg oplevede mig selv og verden, når jeg havde det dårligt. Efter et stykke tid skulle jeg så møde op og modtage resultatet af hendes udredning. Trude, min kontaktperson, var også til stede, og lægen begyndte nu at fortælle, hvad hun var nået frem til. Jeg husker ikke meget, før konklusionen: ”Og på den baggrund er vi nået frem til at mene, at du er skizofren,” hørte jeg lægen sige. Så brød jeg hulkende sammen. Jeg har altid tænkt: ”Nok er jeg alvorligt syg, men i det mindste er jeg ikke skizofren,” det har altid stået for mig som den værste, tunge diagnose, og nu var den min. Der var pludselig vendt op og ned på mit mentale verdensbillede, og jeg følte mig helt slået ud.
I den følgende tid brugte jeg meget tid på at tænke over, hvad der var sket og ikke mindst indvi nærmeste venner og familie i min nye diagnosesituation. Og det, der slog mig, var hvor roligt de fleste tog det. ”Du er jo stadig den samme, det ændrer ikke noget væsentligt ved dig og vores måde at se på dig,” var den næsten enstemmige reaktion. ”Har du ikke altid vidst det?” sagde min søster ligefrem. Og det, der skete, var, at jeg selv begyndte at revurdere diagnosen og dens betydning. Jeg havde tænkt, at omverdenen ville blive chokerede ved ordet skizofreni, men i virkeligheden var det måske mine egne fordomme? Og måske var denne diagnose slet ikke så farlig, som jeg havde bildt mig ind, den kunne måske dække rimelig bredt? Jeg begyndte at forlige mig med den og tænke, at psykisk syge måske nogle gange mistænker omverdenen for at reagere mere fordomsfuldt og negativt, end den gør.
Jeg havde i årevis taget antidepressivt medicin, det kunne jeg nu slippe, en god bivirkning ved den nye diagnose. Måske har den også gjort det lettere at forstå mine symptomer og den måde, jeg reagerer på, når jeg har det dårligt og får paranoia. Måske skal man ikke være så bange for at få rystet posen og få virkeligheden vendt lidt på hovedet. Måske der nogle gange er en mening med galskaben.