Spring til indhold

I Hjørring tænker man ud af boksen

En ekstra investering i beskæftigelsesindsatsen i Hjørring Kommune viste vejen til at få flere sårbare i job. Det viser en ph.d.-afhandling om kommunens indsats.

Det er postdoc og ph.d. fra Aalborg Universitet, Rasmus Lind Ravn, der står bag afhandlingen, og han forklarer om den ekstra indsats i Hjørring:

”Baggrunden var en faldende arbejdsstyrke og forskellige reformtiltag, som fik kommunen til at bevilge 125 millioner over fire år, fra 2015 til 2018 til at bringe svagere borgergrupper i job og uddannelse. En tredjedel af pengene gik til ansættelse af flere medarbejdere, primært sagsbehandlere, hvor gruppen til borgerkontakter blev fordoblet, og to tredjedele blev anvendt til en intensiveret beskæftigelsesindsats for målgruppen. Borgerne skulle deltage i en tværfaglig analyse, hvor de skulle interviewes af en psykolog, en fysioterapeut – senere ergoterapeut – og en sygeplejerske med det formål at lave en indsatsplan, som kunne bringe de sårbare borgere i job.”

De ekstra hænder i jobcenteret gav færre sager pr sagsbehandler og dermed ekstra ressourcer til borgeren, og den behovsorienterede aktivering bidrog til at hjælpe de svage borgere med at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Borgerne havde en positiv vurdering af samarbejdet, at det gav større sandsynlighed for at komme i job:

”Hjørringmodellen gør op med den traditionelle model med pisk og økonomiske sanktioner for at få borgerne i arbejde og fokuserer i stedet på, at godt samarbejder øger sandsynligheden for at komme i job. Jo flere problemer, borgeren har, jo mere brug for støtte og en stærk relation til sagsbehandleren har vedkommende. Den tværfaglige analyse var med til at målrette indsatsen og skabe det rette tilbud. Man tog sig tid til at sætte sig ind i borgerens problematik og behov – hvad skal der til for at hjælpe?” forklarer Rasmus Lind Ravn.

Han understreger dog også, at forandringsprocesserne har været krævende og svære, ikke mindst fordi beskæftigelsesområdet er meget regelbetonet, og det krævede en ekstra indsats og undervisning at tænke ud af boksen. Men indsatsen har været en succes, og man har i Hjørring videreført modellen og principperne, dog uden så mange penge. Rasmus Lind Ravn slutter:

”Hjørringmodellen kan helt klart anbefales til at få udsatte i job. Det sker med flere ressourcer blandt ansatte til sagerne og en udvidet kommunal indsatsvifte, som passer til borgerens individuelle behov. Det kan andre kommuner sagtens lære af.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *