De andre patienter og hun er sammen om ensomheden, sammen om at være i isolationsfængsel, de holder sig meget på værelset, i sengen. Lisette spiser og spiser for at fylde tomheden, personalet henter maden til hende i Pedes grillbar, ned med kyllingen, ned med pomfritterne, hun orker ikke andet end dette madorgie, kræfterne rækker ikke til noget, bare spise, bare sove, og medicinen er med til at skabe denne glubende appetit, men medicinen er vigtigere end overvægten, det er medicinen frem for alt, og appetitten kender ingen grænser, og Lisette svulmer og vokser, hun er ved at sprænges, og maden er flugten, fra tristessen, fra savnet, fra mørket, fra kaos, fra intetheden, fra smerten, maden lindrer, den trøster, den afleder, og trods sine mange kilo er Lisette et skrøbeligt fnug: ”Det er ikke rart at være her,” siger hun og kigger intenst på Miriam, da de er ude at ryge. De er sammen om ensomheden, og Mimrehovedet siger: ”Mine børn vil ikke have mig hjem til jul,” hans stemme er på vej i falset, og hovedet virrer frem og tilbage, og de lyseblå øjne løber i vand, en han siger det uden beklagelse eller sorg, det er en lakonisk konstatering, han er vant til ikke at være ønsket, at være udstødt, lukket ude fra fællesskabet, ekskluderet, dømt ude, Mimrehovedet er ikke længere nogen, han er ingen i alle andres øjne, han er ikke en, man regner med eller tæller med, og når man ikke bliver set, forsvinder man, og Mimrehovedet er for længst borte, der er kun en tom skal tilbage, et hylster, han er et menneske i minus, et spøgelse, ingen vil længere kendes ved ham, han har ikke nogen kerne mere, der er slukket for ham, der er ingen gnist af håb eller vilje, for der er ingen, der vil ham, før var han en klods om benet, men nu er han hægtet af, ”skal du så have det hvide snit nu?” spørger han, da hun møder ham på gangen. De er sammen om ensomheden, og Speedsnakkeren flygter med rablende talestrømme fra sig selv, hans snak er hverken til at finde hoved eller hale i, men han venter heller ikke på svar, han er på sin egen taleklode, denne vanvidssnak er ikke beregnet på samtale eller dialog, han snapper konstant efter vejret, han er ved at kløjes i alle ordene, blive kvalt i talens brusende vandfald, snart kaster han ordene op, han er fyldt til randen, og ordene må ud, de gør ondt, ordene sidder fast i halsen, de må ud i det fri, selv om de er uden mening, uden retning, uden mål og med, ordgylp, han snakker for at slippe væk fra sig selv, komme ud af kroppes fængsel, så længe han snakker, slipper han for at mærke sig selv, ordmasserne vælter ud af ham, det er talebylder, der går hul på, og andre har svært ved at klare det, de er ikke egnet til at blive lyttet til, andre kan ikke rumme det, der er ingen modtagere eller målgruppe for disse ord, ordene støder folk fra sig, de isolerer og skaber afstand, folk kan ikke kapere dem, de inviterer ikke til forståelse eller genklang, ordene er ingen tiltale og kan derfor ikke forvente noget svar, Speedsnakkerens ord falder til jorden, de forsvinder i intetheden, ordene går til spilde. De er sammen om ensomheden, og Luffe med de forstyrrede øjne er Speedsnakkerens modsætning, Luffe lukker ikke nogen ind, der er ikke så meget som en sprække åben, hun hører ham aldrig sige et ord, der kommer intet over hans læber, han er sammenbidt, utilnærmelig, en fremmed. Meget af tiden sidder han og maler oliemalerier, mørke plamager på et lærred, lilla, brune, sorte eller dybblå, altid disse dystre skilderier, hvad er det, han prøver at udtrykke, hvad er det, der sker, mens han med fast greb om penslen udfolder sig med farveklatterne, er det sådan, han opfatter verden, eller er det hans indre, han prøver at udtrykke, er det en form for selvportrætter? Luffe er en gåde, han er et mysterium, hans afvisende udstråling gør, at hun ikke tør sige noget til ham, da han går i strømpefødder i den frostklare atriumgård, men hun tænker, det går jo ikke, hun kan ikke bærer det, så hun siger det til Tim, plejeren, men han trækker blot på skuldrene: ”Det er et frit land, vi lever i, Miriam,” så Luffe går i strømpesokker uden at fortrække en mine, hvad ville der mon ske, hvis man lagde en hånd på hans skulder, hvad ville der ske, hvis man tog hans hånd? De er sammen om ensomheden.