Under Podcast finder du podcast-serien Gal, skrevet af Kirsten Landbo. Her og i de følgende indlæg kan du læse teksterne til de fire afsnit foruden du får yderligere tre afsnit.
Det er femte døgn, hun er indlagt. Kitelkomiteen er samlet, tre læger på rad og række. Hun burde være smigret over al den sagkyndige opmærksomhed, men de er der ikke for hendes skyld, det er ikke fordi, de er interesserede i hendes historie eller hendes tanker eller hendes meninger eller hendes følelser eller hendes sjæl eller hendes sind, de er ikke kommet for at høre, ”hvordan hun har det,” det ved de bedst selv, det ved de alt om, det er ikke interessant. De er her for behandlingens skyld, det er behandlingen, der er i centrum, det er fordi hun ikke virker, hjernen er sat ud af normal drift, den tænker forkerte tanker, den er syg, nu skal der strøm til, der skal tændes for den, der skal gang i impulserne, det er elektroderne, det er behandlingen, det handler om, det er behandlingen, der skal gøre hende til noget andet, end det hun er, hun er slået fejl, hendes hjerne er ved siden af sig selv, behandlingen skal få den tilbage på sporet, hun er i det sorte hul, nu skal hun over i lyset, derfor skal hjernen chokeres, den skal overrumples, hun responderer så godt på behandlingen, som der står i journalen. ”Du må være klar over, at din hjerne skrumper, når du er så deprimeret,” siger formanden, og de andre nikker, det er sagkundskaben, der taler, det er videnskaben, der lufter sin kunnen, det er forskningen, der insisterer, der har styr på behandlingen, som skal slukke for sortsyn og hjerneskrump, som skal folde den krøllede hjerne ud. ”Er vi så enige om, at jeg bestiller de ECT-behandlinger?” snarere en konklusion end et spørgsmål, ”nej,” hvisker hun, for hun kan ikke tale frit og igennem i selskab med al den sagkundskab, den tyngende viden, den dyne af klogskab og kundskab, bygget på årtiers forskning, det er ikke stemmer, der taler, det er viden, der dikteres, det er sandheder, som skaber behandlingen. Hun magter ikke at fortælle, at det er behandlingen, som skaber sorte huller i hjernen, at hukommelsen skrumper og ikke harmonerer med videnskabens skråsikkerhed, behandlingen er Gud, behandlingen ved bedst, og hukommelsen kommer tilbage, det er en vedtaget sandhed, alt kommer tilbage, der er intet, der er tabt for evigt, sådan er det bare, hvad ved hun? Hun kan ikke vide bedre, hun er syg, hun kan ikke vide, hun kan intet vide, viden er ikke hendes boldgade, viden ved hun ikke noget om, viden er hendes modsætning, hun ved intet om hjernens komplekse funktioner, hun skal bare læne sig tilbage og overgive sig, behandlingen er Gud, hun har ingen forstand og ingen forstand på noget, og formanden siger: ”Så ser jeg ingen anden udvej end tvangsbehandling.” Så er det sådan, det bliver, så meget ved hun dog, og alle omkring hende, støtter behandlingen, Hasse, hendes eksmand siger: ”Hvorfor vil du ikke tage imod den behandling, Mira, du får det jo ikke bedre af dig selv,” og Misse, hendes søster siger: ”Du bliver nødt til at komme i behandling, Mira, så du kan komme hjem til Anton,” og Anton, hendes søn siger: ”Mor, du må altså sige ja til de behandlinger,” og hendes far siger: ”Du trænger til nogle chok, bette ven,” og hendes patientrådgiver med de fugtige hundeøjne siger: ”Du kan lige så godt tage imod behandlingen nu, Miriam, ellers bliver der bare en masse juristeri, men du kan ikke sige nej.” De har ikke prøvet at falde i glemslens sorte huller, de har ikke oplevet, hvordan hjernen eroderer, når der sættes strøm til, ”Det var godt, vi nåede at se Pompeji, da vi var i Rom,” siger far, Pompeji, hvad snakker han om, ”Det var her i Nordhavn, vi så de får,” siger Hasse, får, hun har aldrig set nogen får. Det er denne blankhed, denne vasken tavlen ren, denne hukommelsens nedsmeltning, denne kortslutning, denne mangel på fortid, på historie, på erindringens fællesskab, det er det, hun frygter, det er behandlingen, der skræmmer hende fra vid og sans, det er behandlingen, der skaber denne følelse af at være tanketom og tankeløs, behandlingen tænder ikke kun for hjernen, den slukker for den, og det er det, hun ikke kan sige, for behandlingen er Gud, og sygdommen er Djævelen, der skal uddrives, besejres, overvindes, udryddes, den er mørket, der skal fordrives af Guds lys, af behandlingen, det er behandlingen, de beder til, det er den, der skal frelse, den skal gøre det umulige muligt, for behandlingen er Gud, det er den, de tror på, blindt, det er behandlingen, de overlader skæbnen til, den udøver mirakler, elektriciteten er Guds nådegave, den syge hjerne er besat af Djævelen, men Guds kraft er større, det gode besejrer det onde, lyset sejrer altid over mørket. Men Gud er også streng, og hvis hun ikke tager imod Gud, er hun fortabt, en falden sjæl, og så bliver behandlingen en tvangsgud, så hun mod sin vilje hives ud af sygdommens helvede, for hvem vil ikke gerne frelses inderst inde. Behandlingen er Gud, og kitelkomiteen er dens menighed, behandlingen er Gud, og Gud har ingen bivirkninger, det er behandlingsdommedag, gid hun var troende.