Inger og jeg går. Vi går hver morgen, også i weekenden, helst kl. syv, ”så har vi stadig dagen foran os,” som vi siger til hinanden, vi går den samme rute, rundt om to søer, og vi afslutter på den samme bænk, hvor vi drikker et par kopper af Ingers medbragte kaffe. Inger er meget kritisk over for kaffen: ”Den er alt for stærk i dag,” ”sikke noget tyndt pjask,” siger hun, mens jeg nyder den i fulde drag. Andre kan ikke forstå, vi ikke har behov for at variere vores ture, udforske nye steder og ruter, men for Inger og jeg er det netop gentagelsen, rutinen, der er pointen. Vi ved, hvad vi skal. Vi er vanemennesker.
Og så er Inger psykiatrisk patient ligesom mig. Vi har været indlagt samme sted og giver jævnligt hinanden en high-five på, at det ikke skal ske mere, vi vil hellere mandsopdække hinanden end overgive os til hospitalets tristesse, og vi forstår hinanden, når vi kører ud ad sygdommens tangenter: ”Nu er du paranoid,” siger jeg til Inger eller omvendt, og så er det på plads.
Jeg har kendt Inger i ca. to år, men det føles som om, vi har gået en evighed, vi kender hinanden ud og ind, vi snakker om stort og småt, og vi griner, ad ting, som vi er enige om, at ingen andre vil forstå eller se komikken i, men som vi bryder fuldstændig sammen over. Inger har en rå stemme og hæs latter, de mange år som kæderyger fornægter sig ikke, men det er fortid, Inger stoppede brat med de 60 daglige smøger for over et år siden, og som alt godt i sit liv har hun det med at give mig æren: ”Det var dig, der fik mig på det rygestopkursus,” siger Inger.
Andre har prøvet at kile sig ind på vores ture, men den går ikke, de er eksklusivt Ingers og mine. De andre kan jo bare starte deres eget. Vi glæder os over det smukke vand, den klare himmel og ænderne og de store træer, der spejler sig i søen. Vi nyder de mange nuttede hunde, der luftes om søerne, og vi finder os i at blive overhalet af stønnende joggere, og vi smiler indforstået til hinanden, når der er en, der løber på en særlig skæg måde. Det er lidt en udfordring, at Inger mildest talt ikke har selskabsblære. ”Hold lige mit æble,” siger hun og sætter sig ved søbredden og trækker ned i bukserne og sidder på hug med vippende hvid bagdel.
Det er den friske luft, men det er mere end det, det er de gode snakke, men ikke kun, det er de dejlige omgivelser, men samtidig noget større, det er benenes rytmiske bevægelser, men også en højere magt. Inger og jeg går og går, ikke med noget klart defineret formål eller en bestemt hensigt, vi går, fordi det er nødvendigt og meningsfuldt. Vi går, fordi vi vil og må. Vi går for livet.