Jeg har på grund af psykisk sygdom været i fleksjob i mange år og var lige blevet ansat i et stort teleselskab (for anden gang), og jeg var sammen med min kollega Hanne rundt og hilse på de andre i afdelingen. Det var her, bemærkningen faldt, fra en nydelig ældre herre med gråsprængt hår og stram slipseknude. Jeg blev så paf, at jeg ikke kunne sige noget. Det ærgrer mig den dag i dag, for det havde jo unægtelig været interessant at høre, hvorfor jeg ikke lignede en i fleksjob og ikke mindst, hvordan en i fleksjob så typisk ser ud. Forventer man en bestemt stereotyp, og hvor kommer disse forudindtagede holdninger fra?
Måske bunder fordommene omkring fleksjobbere i stor uvidenhed og diffus frygt for det og dem, der er anderledes. Det tror jeg, får mange arbejdspladser til på forhånd at afholde sig fra at kaste sig ud i at ansætte en medarbejder i denne ordning. For er man ikke bare til besvær, og kan man overhovedet begå sig på en arbejdsplads? Er man ikke ofte syg og ustabil? Kan man give den en skalle og tåle mosten? Det negative vejer tungest i vægtskålen og spærrer for nytænkning, når der skal ansættes en ny medarbejder. Samtidig har jeg erfaret, at mange arbejdsgivere tror, man skal punge ud med 40 tusind eller deromkring i løn, hvilket langt fra er tilfældet. Efter fleksjobreformen for nogle år siden, skal arbejdsgiverne i mange tilfælde betale en mere beskeden løn, og det har gjort det muligt også for mindre virksomheder at overveje en ansættelse under denne ordning.
En fleksjobber er ansat på særlige vilkår og har nogle bestemte skånebehov. Mit primære skånebehov har været nedsat tid og ikke alt for stramme deadlines. Det har fungeret mange steder, men jeg har også oplevet, at det har været svært, ikke mindst for mig selv, at respektere behovet for at arbejde på deltid. Man kan jo netop ikke se på mig, at jeg ikke kan præstere helt så meget som andre. For mig kræver det mange mentale ressourcer at fungere på en arbejdsplads, og jeg kan hurtigt udvikle paranoia, angst og andre symptomer, hvis jeg bliver belastet. Ofte har jeg haft det sådan, at jeg lige har kunnet klare timerne på jobbet, og så har fået et angstanfald på cykelturen hjem. I de senere år har presset, både det indre og det ydre, været så stort, at jeg er blevet syg, af psykose og depression. Og jeg har været havnet i et ansættelsesforhold, der måtte afsluttes på grund af sygdom.
I kølvandet på denne afskedigelse og efter et langt hospitalsophold var jeg meget skrøbelig og udsat. Jeg var frustreret og mismodig i forhold til min fremtid på arbejdsmarkedet. Derfor var jeg dybt taknemmelig for, at jeg i samarbejde med en veninde og Jobcenteret fik skræddersyet et fleksjob, der tager hensyn til mine behov og udfordringer, og hvor jeg kan arbejde hjemme. Min veninde er min leder og en af mine nærmeste støtter, som jeg har kendt altid, og som har fuldstændig styr på min sårbarhed. Hun har været en aktiv og utrolig vigtig pårørende under mine mange indlæggelser og kan ofte spotte, når jeg er på vej til at blive syg, før jeg selv er klar over det. I processen med at stable et job på benene var medarbejderne på Jobcenteret meget lydhøre og udviste stor respekt for mine specifikke behov og ønsker. Jeg er sikker på, at netop de trygge, fleksible og ustressede rammer, jeg her arbejder under, i flere tilfælde har forhindret tilløb til sygdom i at udvikle sig til en egentlig psykose med lang hospitalsindlæggelse og ECT-behandling i kølvandet og alvorlige følgevirkninger som dårlig hukommelse og nedsat koncentrationsevne. Fleksjobbet giver dermed ikke kun menneskelig ræson men også god samfundsøkonomisk mening.
I vores højeffektive og præstationsorienterede samfund, er det en kvalitet at arbejde firs timer om ugen, og man sidder derfor ikke ved middagsselskabet og praler med, at man er i fleksjob og kun kan arbejde ti. Det undlader jeg derfor ofte at fortælle, når jeg konverserer med fremmede bordherrer og andre nye bekendtskaber. Man behøver naturligvis heller ikke krænge alt ud, men egentlig er det lidt synd, at jeg tøver med at fortælle om min jobstatus, for en større åbenhed ville måske føre til accept, forståelse og afmystificering. Men har man sagt a, må man vel også sige b, og det betyder, at jeg i mange tilfælde jo også skal ud med, hvorfor jeg ikke arbejder på ordinære vilkår. Og her løber man ind i endnu et tabu, nemlig omkring psykisk sygdom. Det ville være lettere at sige piskesmæld som årsag, men man vil jo heller ikke lyve. Derfor er det bare tit, jeg ikke orker forklare mig og i stedet vælger den nemme løsning, tavsheden. Det er ikke rart at blive stemplet som taber, men af og til tænker jeg, at jeg måske selv er fanget i fordomme, nemlig omkring, at andre har negative tanker om fleksjob og psykisk sårbarhed, og at jeg derfor godt kunne være mere åben og ærlig. Jeg har med glæde bemærket, at der i løbet af det seneste års tid er kommet større fokus og åbenhed omkring psykisk sygdom. Mange kendte og ukendte danskere har modigt stillet sig frem og fortalt og skrevet om deres personlige erfaringer med psykisk sygdom, og emnet har fået mere plads i medierne, både i pressen og på de sociale medier. Berøringsangsten synes reduceret. Denne stigende folkelige opmærksomhed på de problemer og udfordringer, psykisk sygdom afstedkommer, har smittet af på politikerne og rykket temaet nogle skridt frem på den politiske dagsorden. Det har fået politikerne til at love flere ressourcer til psykiatrien, der længe har været underprioriteret og offer for besparelser og personalereduktioner.
Jeg håber, at den nye åbenhed omkring psykisk sygdom og accepten af psykisk sårbarhed er kommet for at blive, og skabe et rummeligt arbejdsmarked, hvor der er rum til at eksperimentere med arbejdstider og jobindhold og også er plads til os i fleksjob. I modsat retning trækker ord som ”robust”, buzzword i et hav af stillingsannoncer i de senere år og måske et faresignal om, at vi skal kunne klare umenneskeligt pres og stress på arbejdspladsen.
Der er nu altså ikke meget prestige forbundet med at være i fleksjob, men jeg havde været på herrens mark og måske på førtidspension uden. For hvor gør man ellers af alle os, der ikke lige kan klatre op ad de traditionelle karrierestiger og har behov for nogle særlige hensyn? Og som, når de er til stede, faktisk kan bidrage til fællesskabet. Når politikere og andre beslutningstagere taler om fleksjob, kommer det let til at lyde som noget meget uproduktivt, ja, ligefrem en omkostningstung byrde. Men jeg har rigtig mange positive erfaringer med at være i fleksjob, i TDC og på andre arbejdspladser. Bare det at en virksomhed overhovedet ansætter en fleksjobber, siger noget godt om kulturen, og jeg er de fleste steder blevet behandlet som en ligeværdig samarbejdspartner, medarbejder og kollega. Og jeg ved, at jeg i mine fleksjobs har arbejdet hårdt og leveret mange gode resultater, der har kunnet bruges til noget og også er blevet påskønnet. Måske har jeg ligefrem overrasket positivt i ny og næ. Jeg har en stærk faglig identitet og kan lide at bruge den. Og jeg har bidraget på lige fod med mine kolleger men inden for de rammer, der nu engang har været nødvendige for mig og er grunden til, jeg er i fleksjob. Uanset om man kan se det på mig eller ej.