Mange psykisk sårbare ønsker sig brændende et job, men manglende tro på egne evner og rådvildhed i forhold til det sociale system kan spænde ben for drømmene. Job- og psykiatrivejleder Christina Thrane Hansen fra Psykiatriteamet under Center for arbejdsrehabilitering, F86, Frederiksberg, hjælper med at få borgerne i mål.
”Vi samarbejder med psykologer og psykiatere, og tværfagligheden er en vigtig del af vores arbejde, fx lærer vi om dialektisk adfærdsterapi og andre terapiformer, ACT, osv., som gør os klogere på at motivere, italesætte og lære om psykiatriske diagnoser og lære, hvad det er, den enkelte borger arbejder med i sin behandling og få en fælles referenceramme. Psykologen er en god sparringspartner, når det handler om at håndtere angst, og det er en færdighed, der kan hjælpe mig med at understøtte borgeren, så vi kan komme videre og blive en succes,” forklarer Christina Thrane Hansen.
Psykiatriteamets arbejde er funderet i IPS-metoden, hvor et af grundprincipperne er, at ingen skal ekskluderes fra arbejdsmarkedet, alle skal med, hvis de vil, også selv om de har en psykiatrisk diagnose, og arbejdet eller uddannelsen kan være en del af rehabiliteringen. Christina Thrane Hansen oplever, at det har en kæmpe betydning for folk, at de selv optjener løn:
”Det får dem til at vokse. Og det er vigtigt, at vi kommer hurtigt i gang med jobsøgningen, helst inden for en måned. Samtidig tager vi udgangspunkt i den lediges egne jobønsker, for vi ønsker at skabe et varigt beskæftigelsestiltag, der fungerer på lang sigt. Derfor tænker vi også det helbredsmæssige ind, og vi har et tæt samarbejde med fx distriktspsykiatrien. Vi laver planer sammen og konfererer om, hvad der sker for borgeren – et skift i medicin kan fx betyde, at vi udsætter jobsøgningen nogle uger. Omvendt kan man nogle gange i psykiatrien udsætte starten af ny medicin et par uger, fordi de ved, at borgeren er i gang med et skifte, fx en ny praktik eller start i job eller uddannelse. Og de vil gerne være medskabende til, at det kan blive en succes. Samarbejdet skaber helhed og sammenhæng.”
Christina Thrane Hansen fremhæver, at borgerne har stor lyst til at arbejde, men ofte tvivler på, om de har evnerne. Og det er hendes fornemste opgave at hjælpe og støtte ved at arbejde med selvværd og selvtillid. Det kan fx ske gennem rollespil, hvor man træner jobsamtaler men også den uformelle snak i pauserne, som borgerne også kan være usikre på. De får også hjælp til at udarbejde et godt cv og skrive ansøgninger, afklare deres ønsker og finde mulige arbejdspladser. Samtidig arbejder man med selvværd og selvtillid gennem en masse snakke om alle de ting, borgerne er på trods af den modgang, de har haft i livet. Hvilke egenskaber har de brugt for at være i det? Hvilke kompetencer har de fået med sig? Man prøver at finde et lys i selv den mørke situation. Og det er vigtigt, at rammerne ikke er låst fast men tager udgangspunkt i borgernes individuelle behov og situation, og man inddrager borgerne og bruger deres idéer. Man har også kognitive gruppeforløb:
”Nogle borgere har fx svært ved at huske qua deres psykiske sårbarhed og diagnose, og så arbejder vi med kompenserende strategier og træner de kognitive funktioner, ligesom vi tilbyder social færdighedstræning og psykoedukation, hvor man styrker borgernes viden om deres sårbarhed og sætter den i relation til arbejdsmarkedet eller uddannelsen. Man skal både lære at passe på og udfordre sig selv gennem et arbejde. Vi har også rigtig gode resultater med mindfulness, som kan påvirke psyken positivt,” påpeger Christina Thrane Hansen.
Som redskaber bruger man også interaktive videoer med skuespillere, hvor borgerne fx kan øve sig i at aflevere ansøgninger, træne snakke i kantinen og i det hele taget blive styrket til en fremtid i beskæftigelse. Samarbejdet fortsætter også ofte, efter borgerne er kommet i job i tre måneders efterværn, for det er den periode, hvor der er størst risiko for at falde ud af job eller uddannelse.
Forløbene får ifølge Christina Thrane Hansen gode evalueringer af borgerne:
”De føler sig set og talt til i øjenhøjde, fordi vi ser mennesket og ikke kun sygdommen. Vi italesætter, at man ikke er skizofren, men har skizofreni, at man ikke er sin diagnose. Og så er det vigtigt med det individuelle, at vi ikke bruger kassetænkning men tror på, at alle mennesker har noget, de kan, hvis de vil, og det er her, vi kan hjælpe. Jeg ser lidt borgeren som en Tour de France rytter, der selv skal cykle op over bjerget, men har os med i hjælpevognen. Vi kommer tæt på disse mennesker, og jeg er beæret over, at folk tør lukke os ind. De nære relationer og oplevelsen af at se borgerne blomstre er medvirkende til, at jeg har et job, jeg virkelig brænder for,” slutter hun.